Musikteaterforestillingen "Moenia - den nye dag"

Vil du være med?

 

Jeg har ladet en af mine drømme blive til virkelighed.

Jeg har skrevet en musikteaterforestilling.

 

Historien

Den kom til at handle om havfruen Moenia, der er udset til at redde øen Møn fra Grønjægers og Klintekongens evindelige stridigheder og kampe om magt.

Den kloge gås bringer budskabet om den nye dag til de to, men de hører intet og ser intet, og de er slet ikke opmærksomme på, at deres tid snart er forbi.

Grønjæger tror, han kan blive hersker over Møn, hvis han bare finder Guldkæden i Kellers høj og Klintekongen tror, han kan narre folk ved at forvandle sig til kæmpen Huno, som skræmmer befolkningen og skaffer sig jorde og nye besiddelser ved sin tilstedeværelse.

Asketræet hjælper gåsen ved at gøre Grønjæger og Klintekongen opmærksomme på at fjendtlighed og magtbegær på et tidspunkt vil gøre en ende på deres liv.

Som symbol på naturens og verdens orden ved vi, at Asketræets advarsler skal tages alvorligt.

 

Gamle sagn og myter fra Møn er, som det kan ses, flettet ind i denne fortælling, som er blevet til en forestilling af ca. en times varighed med masser af aktion, skuespil, sange og musik. Musik-teater-stykket er en rigtig familieforestilling.

 

Nu er det næste skridt så bare, at få sådan et projekt realiseret.

 

Jeg har brug for nogle sparringspartnere til at organisere og hjælpe projektet i gang, skuespillere, kor, folk, der kan lide at sy og skabe, og også gerne en masse, der vil indgå i musikteaterforeningen Moenia.

 

 

Hvem skal være med:

 

Jeg forestiller mig, at orkesteret skal bestå af nogle af de dygtige elever fra Musikskolen.

 

Kulisserne kunne jeg tænke mig skal være levende bestående af en masse unge gymnaster forhåbentlig, som kan agere levende træer, hav, klinten, marker osv. og med deres smidige kroppe skabe liv og bevægelse på scenen.

 

Koret kan være alle interesserede, men kan også være et samarbejde med et allerede etableret kor.

 

De rigtige skuespillere, som også gerne skal kunne synge, håber jeg lige pludselig dukker ud af den blå luft.

 

Flotte kostumer, kulisser og scenografi kreeres af en masse frivillige hænder, der elsker at sy og skabe.

 

Lys og lyd hentes udefra hos nogle professionelle, med mindre der sidder nogle frivillige, der vil hjælpe med denne opgave.

Alle interesserede er meget velkomne til at kontakte mig.

 

Jeg glæder mig rigtig meget til en masse hyggelige stunder, grin, glæde og fællesskab.

 

Er det noget for dig, så skriv til mig på birgitte@birgittealslund.dk.

 

Information og booking:

Birgitte Alslund • Mimersvej 3 • 4792 Askeby

Telefon 23 46 66 45 • birgitte@birgittealslund.dk